En oplevelse alle burde prøve!

Kender i det, når man ligger i sin seng, efter man har børstet tænder og er klar til at sove, hvor man så med det samme bagefter kan mærke, at det slet ikke kommer til at ske indenfor den næste time? Sådan en følelser har jeg. Det eneste jeg kan tænke på er Afrika. Faktisk havde jeg lagt minderne fra min rejse lidt på hylden. For det første fordi det hele havde handlet så meget om Afrika den seneste stykke tid. For det andet fordi jeg har været så overvældet over at komme hjem igen til den danske kultur, mit gamle liv og alle de muligheder der var igen. Men faktisk var det mest fordi, at det gjorde ondt at tænke tilbage. Ikke fordi at rejsen har været dårlig. Nej tværtimod! Men mere fordi der ligger så meget savn i den. Alle de dejlige mennesker og specielt børnene hviler dybt i mine tanker og drømme! Specielt mine børn fra babyhjemmet. Jeg savner dem!

Mit dejlige værelse efter jeg kom hjem! Det var ubeskriveligt at se venner og familie igen!

I morgen skal jeg til evaluerings måde med Afrika in touch omkring vores tur. Det bliver også meget spænende. Jeg glæder mig til at se de andre igen, og det bliver især skønt at se Mathilde og Sofie igen, som nu også er hjemvendt fra Afrika. Jeg glæder mig allerede til at høre mere om deres ophold uden Heidi og mig, og hvordan de har klaret sig. Det vil helt sikkert også vække nogle minder frem om alle de fantastiske oplevelser vi har haft sammen.

Inden jeg prøver at gå til ro så jeg kan blive frisk til i morgen vil jeg bare sige, at hvis du sidder derhjemme med en lille drøm om at komme ud og se verden, så tag chancen! Du vil ikke fortryde det! Med en rejse til Afrika kan du både hjælpe andre og lære en masse, som du kan tage med dig ud i fremtiden. Du kan se tingene og gøre en forskel på egen hånd. Du kan føle børnene og være nær dem og deres kærlighed! Du kan mærke glæden ved at give, men specielt også glæden ved at modtage. Jeg kan kun anbefale det. 

Grib Chancen! 

Afslutning på Conerstone skole!

Sang og dans. Glæde og tårer. Sjov og fodbold og ikke mindst en kæmpe gave var det der fyldte min sidste dag på Cornerstone skole. En virkelig ubeskrivelig oplevelse.

Dagen startede med at regnen faldt ned fra morgenen af, så vi var desværre en time forsinket da det er farligt at køre på boda boda i regnvejr. Men da vi endelig kom over på skolen, kunne man mærke med det samme hvor glade børnene var for at se os. Dagen var generelt også meget anderledes da der i den samme uge havde været eksamener, så derfor var der ikke undervisning i de forskellige klasser. Derimod brugte eleverne formiddagen på at gøre sig klar til sang og dans, mens vi brugte det meste af tiden på at hyggesnakke med lærerne på skolen.

Da klokken blev omkring halv 12 var det tid til en kæmpe fodboldkamp mellem de forskellige klasser. Det var mega fedt! Selv brugte jeg også min tid på at sidde i græsset, og snakke med nogle få piger fra de ældre klasser, plus en hel flok af de små børn fra de mindre klasser.  Det var så skønt, og jeg nød virkelig bare at kunne slappe af og grine med de dejlige elever. Igen fik jeg også ordnet mit hår, da de små børn løb rundt for at finde små blomster til at pynte mig med.

Efter at have brugt noget tid på fodbold og på at hyggesnakke samlede hele skolen sig for at holde afslutnings dans og sang for os. Det var utrolig godt! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive den oplevelse med ord. Men bare det at sidde og lytte til at hver klasse synger om hvor meget de kommer til at savne en og hvor meget man betyder for skolen. Det er virkelig så følelsesmæssigt overvældende. Jeg fik hel en klump i halsen og flere gange måtte jeg kæmpe med tårerne. Det var så smukt! Det at se min egen Topclass stå foran mig og synge, danse og fortælle om hvor meget de vil savne deres Teacher Nico. Det var godt nok rørende! Specielt fordi det kun mindende mig om, at jeg måske aldrig kunne få lov til at se mine små børn igen. Puha!

Til sidst hvor de ældste klasser var oppe og synge for os, ville de selvfølgelig også have Heidi og mig med op og danse. Det var godt nok pinligt, da vi på ingen måde kunne følge med i deres vrikkende danse. Men det var til gengæld utrolig fedt og følsomt at stå helt oppe mellem en flok elever, og lytte til deres sang så tæt på. Og mærke dem helt tæt på. Det var igen helt utroligt! Det virkelig en oplevelse man skal prøve og en oplevelse med følelserne helt ude på tøjet.

P6 og P7 der synger og danser for os!

Nogle drenge fra skolen der gav den gas! (;

Topclass og P1 der synger og danser.

Til sidst dansede børnene igen for os. Mega fedt!

Igen var der nogle drenge der virkelig kunne danse!

Babyclass der synger og danser for os.

Efter dansene brugte vi lidt tid på en kæmpe festmåltid, som lærerne havde stået for på skolen. Her fik Heidi og jeg også mulighed for, da vi var samlet med alle lærerne, at give dem en gave hver. Vi havde været så kreative at købe 10 kopper, en til hver lærer, hvor vi på hver kop havde skrevet lærernes navne plus tegnet noget personligt til hver af dem som vi altid ville huske dem for. Det var utrolig godt og jeg har da aldrig set dem blive så glad og grine så meget over en gave før. De sprang og skreg af grin samtidig med, at de skulle se hver en kop vi havde lavet. De elskede det, og det var fantastisk at se.

Miss Pauline der laver kæmpe måltid i et af skolelokalerne (:

Vores kopper vi havde lavet til lærerne med deres navne på.

På den anden side af kopperne havde vi tegnet et minde til hver af lærerne.

 

Pludselig fik Heidi og jeg også en gave. Eller vi fik ikke en. Nej vi fik over 150 forskellige gaver fra børnene på skolen. De havde næsten alle taget en frugt eller en grøntsag med til os. Det var så vildt! Vi kom hjem med godt 67 avokadoer og 15 ananas! For slet ikke at tale om alle de papajaer, sukkerrør og passionsfrugter vi også havde med. Det var så vildt! En ubeskrivelig oplevelse for livet! Tænk at alle de børn havde fundet ting derhjemme fra og taget med til os som en afskedsgave. Tænk hvordan de børn har så lidt og så giver så meget til. Utroligt!  

Gaverne fra børnene

Vores boda boda der var blevet godt pakket op med masser af gaver!

Børnene der aflevere deres gaver!

Efter gaverne begyndte det hele at blive lidt sørgmodigt igen. For tiden var ved at være gået, og Heidi og jeg var jo også nød til at tage hjem igen fra skolen af. Nøj det var ubehageligt og utrolig underligt at skulle sige farvel til så mange mennesker, som man havde brugt godt 3 måneder med. Jeg vil komme til at savne dem alle så meget! Specielt er der også nogle af lærerne jeg virkelig har fået et fantastisk forhold til, og som jeg holder utrolig meget af. Det er mærkeligt tanken om, at man måske ikke ser dem igen. Så trist! Jeg havde også rigtig svært ved at sige farvel til eleverne. Jeg ville slet ikke væk fra dem. Der stod også bare en hel flok omkring mig og knugede, omfavnede og rørte ved mig imens de råbte bye bye Nicolina. Og efter da vi kørte med Josef på vores Boda Boda løb alle børnene efter os og vinkede imens de råbte bye bye. Igen utrolig rørende!

Min dejlige søster Miss Pauline og jeg!

Min Topclass lærer Miss Josephine og jeg.

Jeg kan kun sige at Cornerstone skole vil jeg aldrig glemme! Den skole har udviklet mig rigtig meget psykisk og givet mig en masse uforglemmelige oplevelser. Lige fra min første dag, hvor jeg kom ind i en lille klasse på godt 15 elever og skulle op og undervise i forskellige dyre lyde, til jeg i dag har stået i en stor klasse på nu 35 elever der alle venter spændt på at jeg går i gang med undervisningen.  Det er vildt! Jeg har virkelig også fået en masse nye venner, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg virkelig håber på at kunne se igen. Venner for livet. Oplevelser for altid. Jaa hva kan jeg sige. At rejse er at leve!

Mine babyer! - Lad mig fortælle dig deres historie!

Nu hvor jeg har været i Uganda og arbejdet på et fantastisk babyhjem i snart 3 måneder synes jeg det er ved at være på tide at i får lidt mere af vide om hvor skønt babyhjemmet er og hvad det er for nogle dejlige børn jeg bruger min hverdag sammen med. De har alle nogen meget spændende men også skræmmende historier der virkelig viser hvor ekstremt det afrikanske liv kan være.

Priscilla:

En meget smuk og livsglad pige på 3 år der har det mest fantastiske grin som er meget glædesspredende!

Hendes historie starter med at hendes mor var gravid med en mand der var ansat på skolen moderen gik på, så han har aldrig været en del af familien. Da moderen kun var en ung teenagerpige prøvede hun at skjule gravidliteten for familien, men da Priscilla først blev født gik det hele fuldstændig galt. Priscillas bedstefar blev rasende på hans datter og ønskede overhovedet ikke at have noget med barnet at gøre. Han prøvede derfor at få barnets far til at tage sig af babyen, men samtidig ville han også retsforfølge hendes far, da han jo havde gjort hans umyndige datter gravid. 

Priscillas far nåede dog aldrig at tage sig af hende, da han af skræk for bedstefaderens trusler om retsforfølgelse, begik selvmord og derved forsvandt ud af billedet for altid. Herefter prøvede Priscillas mor at tage sig af den lille pige på egen hånd. Efter at moderen i lang tid forgæves havde prøvet at tage sig af sin lille pige, blev Priscilla afleveret på hospitalet af sin bedstemor, hvorefter hun blev anbragt på UCC´s babyhjem hvor vi arbejder. Da hun blev modtaget på babyhjemmet som 1 år gammel, var det tydeligt at se at hun var underernæret og manglede kærlighed og omsorg. Hun var skrøbelig og af vækst ikke større end en 1 måneds gammel baby. Men i dag efter 2 år på babyhjemmet med kærlighed, mad og omsorg er hun vokset op og blevet en fantastisk pige.

Priscilla da hun første gang kom til babyhjemmet

Priscilla i dag!

Timothy:

En dejlig dreng med et utroligt smil der smitter helt vild! Han er en fantastisk baby der i løbet af tiden vi har været hernede er begyndt at løbe i stedet for bare at gå. Det fantastisk at se!

Hans historie starter d. 13 oktober 2011 hvor han bliver født på Masakas offentlige hospital. Hans liv startede dog rimelig hektisk da hans mor af ukendte årsager ikke ønskede at have ham i sit liv. Derfor prøvede hun straks efter fødslen at kvæle ham. Heldigvis lykkedes det ikke for hende, da en af sygeplejersken kom tilbage i samme øjeblik og fik stoppet hende. Moderen fortalte også sygeplejersken at hun tidligere i graviteten selv havde prøvet at fremprovokere en abort for at slippe af med barnet. Dette forsøg havde resulteret i at moderen havde fået en voldsom infektion i underlivet da Timothy blev født. Derfor var lille Timothy også på antibiotika kur de første par dage af hans liv. Personalet på hospitalet truede moderen med at melde hende til politiet pga. hendes kvælingsforsøg så hun stak af og de stod nu tilbage med denne lille uønskede baby. Hospitalet havde tidligere haft kontakt med UCC og valgte derfor at sende besked til Fay som var lederen af UCC babyhjem. Fredag blev baby Timothy afhentet og boede hos Fay den første uge af hans liv, så hun kunne holde øje med hvordan den lille fyr klarede sig. Det første stykke tid var lidt kritisk, da han havde svært ved at synke når han fik sutteflaske. Men efter en uges tid havde han det meget bedre og appetitten var også på rette kurs. Nu bor baby Timothy på babyhjemmet med de andre børn og leger og hygger hver dag. 

Timothy da han ankom til babyhjemmet!

Timothy i dag!

James

En vidunderlig charmetrold der er rigtig drilsk og glædesfuld. Han er også et af de børn der har lært at sende luft kys til os volontørpiger hvilket igen kun viser hvilken charmør han er!

Den 3 årige drengs historie starter med at han og hans søskende bliver fundet alene i familiens hus i slutningen af år 2011, hvor de havde boet helt alene i et stykke tid. Faderen havde lånt penge privat og sat et stykke jord som pant for lånet. Da det ikke lykkedes ham at tilbagebetale lånet i tide, følte han ikke længere at det var sikkert for dem at bo i området. Jorden han havde sat som pant tilhørte nemlig ikke kun ham, men hele hans familie og han frygtede for hvad de ville gøre når de fandt ud af at han havde mistet det. Derfor rejste han fra familien og kort tid efter forlod moderen også børnene af ukendte årsager. Nu var de 5 små børn, hvor den ældste var under 10 år gammel, ladt i deres egen varetægt. Tiden gik uden at nogle af forældrene viste sig igen. Heldigvis blev en lokal embedsmand opmærksom på børnenes forfærdelige situation og valgte at tage kontakt til børneforsorgen, som derefter valgte at placere James og hans storesøster Josephine på UCC’s babyhjem.
Sidenhen er faderen kommet tilbage til området og bor nu sammen med hans 3 ældste børn, men han har stadig ikke mod på at få James og Josephine hjem igen. Det skyldes at han er alene om at forsørge børnene og endnu ikke har en fast indtægt. Moderen er der stadig ingen der har hørt fra, men på trods af det håber UCC og faderen at børnene en dag kan komme hjem og få mulighed for at vokse op i deres egen familie. 

James da han ankom til babyhjemmet!

James i dag!

Mutyaba:

En rigtig frækkert der kan have det sødeste ansigtsudtryk. Han er fantastisk og har fra første dag udseendemæssigt mindet mig meget om min egen lillebror derhjemme, hvilket kun gør ham endnu mere fantastisk!

Han kom til babyhjemmet da han var 2 år gammel fordi de lokale myndigheder tvangsfjernede ham fra hans bedsteforældre da han var så underernæret at hans liv var i fare. Hvordan han er havnet hos hans bedsteforældre og hvor hans forældre er ved man intet om. Da han flyttede ind på babyhjemmet var han ikke andet end 7 kg tung, hvoraf de 2 af de kg skønnes at have været væskeophobning. Mutyabas krop var meget hævet, især hans hænder og fødder. Nogle steder havde hans hud sprækker fordi væsken pressede så hårdt mod huden. På dette tidspunkt var hans krop og indre organer så belastede at selv det at åbne øjnene var en belastning, pga. den store væskeophobning i øjenlågene.  Dette var alt sammen et tegn på en meget farlig type underernæring, som skyldes stor mangel på protein. Dårlig hygiejne havde dog også været med til at forringe hans tilstand, så meget at hans lille hjerte var i farer for at blive udsat for stress. Som tiden på babyhjemmet gik og hans krop begyndte at få den rigtige ernæring igen, forsvandt hævelsen og han ligner nu enhver anden sund og rask dreng.

Mutyaba da han ankom til babyhjemmet!

Mutyaba i dag!

Emily:

En skøn pige der i starten godt kan virke lidt genert men herefter er hun en rigtig puttetrold der elsker at lege!

Mandag d. 18 maj blev UCC ringet op af en sygeplejerske fra det lokale hospital i Masaka. Sygeplejersken fortæller at et par brandmænd havde indleveret en lille spæd pige, som var blevet fisket op af et af de afrikanske lokummer som altså kun består af et hul i jorden. Emily var først et par dage på hospitalet, for at hun kunne blive vasket og få et helbredstjek, da hun havde tilbragt et stykke tid i en bunke afføring og hendes mave var voldsomt opsvulmet.
Fredag blev der igen ringet fra hospitalet. Denne gang hastede det! Hvis Emily ikke blev hentet hurtigt, var der chance for at nogle ville stjæle hende fra hospitalet i løbet af weekenden.
I Uganda er piger nemlig meget værdifulde, fordi de kan bruges som hushjælp gennem deres opvækst. Når de så er blevet gamle nok til at blive bortgiftet, slipper familien for at tage sig mere af dem og til gengæld får de en brudepris fra den mand pigen får, som består af penge, køer eller andre værdifulde ting.
Derfor blev lille Emliy hurtigt hente fra hospitalet. Men ikke længe efter baby Emliys ankomst til babyhjemmet, måtte hun tilbage og indlægges på hospitalet i 3 dage, da hun blev ved med at kaste op. Dagene på hospitalet hjalp hende til at komme sig og efter det begyndte hun at kunne drikke modermælkserstatning fra en sutteflaske. Masser af kærlighed og omsorg har været med til at hjælpe lille Emliy gennem den hårde kamp, som de første uger af hendes liv har været.

Emily da hun ankom til babyhjemmet!

Emily i dag!

JB

JB er en forkortelse af navnet John Bosco som den lille frække fyr hedder. Han er en rigtig drillepind som godt kan finde på at springe i armene på en af glæde.

Hans historie er der desværre ikke rigtig nogen der kender til, men da han kom til UCC havde han det alt andet end godt. Politiet fandt den lille efterladte dreng i et distrikt kaldet Lyantonde, som ligger langt fra Masaka. I første omgang prøvede de at få en ældre lokal dame til at tage sig af ham. Men at dømme på hans tilstand da han kom til UCC, har hun ikke gjort særlig meget for at tage sig af lille JB. Man går ud fra at han var omkring 1 år da han blev overdraget til UCC i november 2010, men han var i en meget dårlig tilstand. Ved første øjekast virkede han underernæret og dehydreret, men da han fik et grundigt check up kom diagnosen malaria og lungebetændelse frem. 
Med en vægt på kun 6 kg var han en forhutlet lille dreng. I løbet af kort tid begyndte hans tilstand at forbedre sig, men der var stadig langt igen før han var kommet helt til kræfter.

JB da han ankom til babyhjemmet!

JB i dag!

Hope:

En sød pige som virker udstråler budskabet i hendes navn. Der er håb for alle også selvom man er handicappet.

Denne pige blev d. den 26. februar 2010, fundet af nogle barmhjertige mennesker i en bananplantage nær Masaka. Den stakkels efterladte pige er retarderet og kunne hverken tale eller gå da hun blev fundet.
I Uganda regnes handicappede børn ikke for det store, da de ikke kan hjælpe til med pligterne hjemme og kun er til besvær samt giver familien flere udgifter.
Før hun blev afleveret hos UCC d. 3 marts, havde menneskerne der fandt hende bragt hende til Masaka hospital, hvor de havde givet hende førstehjælp. Der blev besluttet at hun skulle anbringes på babyhjemmet ikke fordi hun var en baby men fordi man mente at hun havde bedst chance der for at få ordentlig hjælp. Nu har hun tilbragt nogle år på babyhjemmet og en klar udvikling er sket. Klare sig selv kan hun stadig ikke, det kommer hun nok aldrig til at kunne, men med masser af træning og omsorg er hun nu begyndt at kunne gå. På hendes gode dag går hun gerne rundt uden at skulle have en hjælpende hånd og andre dag skal der lige en støttende hånd til. Men det er et fremskridt der slet ikke har været nogen garanti for.
Når man besøger babyhjemmet sidder Hope gerne og leger med sig selv eller observere de andre børns leg, mens hun pludre lidt og griner bredt.

Hope da hun ankom til babyhjemmet

Hope i dag!

Evas:

En nuttet og fantastisk baby som helt sikkert er min lille skat! Hun har et dejligt glimt i øjet og det er vidunderligt at se hvordan hun kan genkende mig og kæmper sig hen til mig når hun får mulighed for det. Dejlige tøs.

Evas blev født ved kejsersnit og ved fødslen var hun en sund baby på 3,5 kg. På trods af det gik der noget galt da lægen lagde kejsersnittet, så hun blev skåret i ansigtet og måtte syes som den første oplevelse i sit liv. Set bort fra såret i baby Evas ansigt, virkede det til at alt andet gik godt ved fødslen, både med mor og barn. Efter kort tid døde moderen dog og det formodes at hun har haft en indre blødning som desværre blev opdaget for sent.
Evas far er fattig og på det tidspunkt hvor han mistede moderen, havde han allerede 4 børn og ikke engang penge nok til at købe mælk til den lille nye pige. Han kunne derved ikke selv tage sig af lille Evas og hverken hans eller moderens familier kunne tage hende til sig, da de selv havde store familie at tage sig af. Som et forsøg på at redde pigen, blev hun først anbragt på et center for ældre børn med handicap, men det var ikke optimalt, så hun blev afleveret hos politiet som tog hende med til babyhjemmet hvor hun nu bor.
Hendes ophold på babyhjemmet er kun midlertidigt og der håbes på at hun kan vende hjem til sin rigtige familie, når hun er blevet noget ældre. For selvom hun bliver elsket og passet godt på der hvor hun er nu, har alle børn bedst af at vokse op i deres egen familie.

Evas da hun ankom til babyhjemmet!

Evas i dag!

William:

En frisk dreng der sjovt nok aldrig har bukser på. (; Men ud over det er han bare dejlig og utrolig glad når han først lige kommer op i sit smilende humør.

Williams historie er kort, men trist! Ingen kender til hans familie eller hvorfor han er blevet efterladt som kun 3 uger gammel. Lederen for UCC fik en oprigning fra Mulago Hospital med besked om at et barn var blevet fundet svøbt i et tæppe under et træ ved hospitalets hovedindgang. Det var ikke til at sige om andre familiemedlemmer til den lille baby ville dukke op og tage sig af ham så derfor bad sygeplejersken UCC om at hente barnet. Da han blev hentet på hospitalet kunne de ud fra hans vægt og hvor fint såret ved navlen så ud, beregne hans alder til at være ca. 3 uger. Han så sund og fin ud, og der var ingen tvivl om at han havde haft en god start på livet, så det er svært at sige hvad årsagen til hans efterladelse kan være. 

William da han ankom til babyhjemmet!

William i dag!

Maria:

En dejlig baby med utrolig store og smukke brune øjne. Hun er skøn at være i nærheden af og har et fantastisk smil der virkelig smitter!

Lille baby Maria på omkring 1,5 år er et af de nyeste babyer i den store familie. I slutningen af januar  2013 efterlod moderen hende uden foran en Kitovu katedral, som er en kirke hvor mange katolikker kommer for at få mirakler fra en død helgen som de kalder Fader Ngobya. Moderen henvendte sig her til en flok børn der legede udenfor kirken og spurgte om de ikke ville holde øje med den lille babypige, mens hun var væk.
Næste morgen lå den lille baby våd, sulten, kold og mutters alene der hvor hun var blevet lagt dagen før. Børnene havde glemt alt om hende og var taget hjem efter endt leg, men ingen mor var kommet tilbage efter den stakkels pige. Heldigvis kom der en venlig sjæl forbi senere på dagen, som tog den kolde lille baby hen til politiet. Politiet kontaktede derefter UCC og gav dem midlertidig varetægt, mens sagen om babypigens efterladelse blev undersøgt. Ingen familie til lille Maria er dog blevet fundet endnu.
Gennem hele processen har baby Maria virket til at være godt tilfreds med hvem end der har holdt hende, det er et tegn på at hun har været vandt til at blive passet af mange forskellige mennesker. Da hun blev fundet havde hun en fin vægt og så ikke underernæret ud, men hendes hår var misfarvet hvilket er et tegn på en form for fejlernæring. Hendes alder på 1,5 år kan man ikke rigtig vide, men den er dømt ud fra de tænder hun har. Hvis man ser bort fra tænderne ville man ikke have nogen idé om at hun var så gammel. Da hun kom til babyhjemmet kunne hun sidde selv, men benene var helt slappe og tynde og hun brugte dem overhovedet ikke. Hun var lille af vækst og hendes hænder var altid knyttet som en lille babys og hun kunne heller ikke spise selv.
Nu har hun været på babyhjemmet i et par måneder og der ses allerede store fremskridt. Hun reagerer nu på hendes navn, viser øjenkontakt, pludre løs og smiler noget mere når man leger med hende. Maria kan stadig hverken gå eller kravle, men benene spjætter lystigt og hun formår at skubbe sig en lille smule rundt, hvis der er noget hun virkelig gerne vil have fat i. Der bliver stadig trænet meget med hende og ingen er i tvivl om at hun med tiden vil indhente de ting hun aldrig har lært.

Maria da hun ankom til babyhjemmet!

Maria i dag! 

Joshua:

En rigtig hængetrold der elsker at bliver løftet op i ens favn. Han er rigtig livlig og god til at udtale mit navn. Det er tit jeg hører én af børnene blive ved med at kalde Nicolina Nicolina og jeg kan altid kende at det er ham pga. hans dejlige og livlige energistemme!  

Hans historie starter med at han bliver hentet i et nabodistrikt til Masaka, kaldet Lyantondo, hvor han 3 uger tidligere var blevet fundet efterladt af ukendte årsager på et hospital i Kaliziso. Den lille dreng var voldsomt underernæret og en sygeplejerske passede på ham, mens myndighederne i ugerne op til hans ankomst på babyhjemmet, satte alt ind på at finde nogle slægtninge til ham. Men det var uden held, der var ingen familie at finde til den lille dreng. Derfor endte han lille, underernæret og forladt i hænderne på folkene på UCC’s babyhjem. 
Ved Joshuas ankomst til babyhjemmet var han så underernæret at han havde store hævede hænder og fødder for enden af hans meget tynde arme og ben. Udover det var han så tynd at han havde udstående ribben og ikke kunne fylde noget tøj helt ud. Ved hans ankomst skønnedes han til at være mellem 18 og 24 mdr. gammel, men han vejede kun 7 kg og selvom han blev puttet i tøj der var str. 6-9 mdr., så var det for stort, da han ikke var så fyldig som babyer på den alder er. 
Udover den klare underernæring, virkede han sund og rask. Han kunne dog ikke de samme ting som en baby på hans alder gerne skulle kunne, men holdt man ham i hånden kunne han gå nogle skridt, dog kun få af dem da han hurtigt blev træt. Allerede efter få uger kunne der ses tydelige fremskridt hos den lille dreng og overladt til kærlige hænder er han vokset og blevet en rigtig krudtugle.

Joshua da han ankom til babyhjemmet!

Joshua i dag!

Winnie og Fred

To dejlige søskende børn der sammen har gennemført en hård start i livet. Winnie er en rigtig diva der elsker at sidde på skødet af en og lege og grine. Fred er også en skøn lille fyr der har et fantastisk grin. En lille charmetrold!

Fred var den første af de 2 søskende til at komme på UCC’s babyhjem, da han var 9 mdr. gammel. Børnenes moder levede et hårdt liv med druk og tilfældige mænd, og som følge af dette er moderen og begge børn HIV smittede. Faderen til børnene bor ikke hjemme og har heller ikke haft nogen kontakt til dem. Uganda Child Care kom i kontakt med denne familie, da lederen for babyhjemmet en dag besøgte Uganda Care’s klinikken, som deler gratis medicin ud til HIV smittede. Der mødte hun moderen og børnene og fik sig efterfølgende en snak med Uganda Cares socialarbejder, for at finde en løsning på familiens håbløse situation. Hun besluttede sig for at kontakte den lokale børneforsorg og der blev givet grønt lys til at Fred kunne komme ud og bo på babyhjemmet. Denne beslutning blev taget pga. den tilstand den lille dreng var i. Fra moderens side af blev der nemlig heller ikke rigtig vist nogen interesse for børnene og Fred var i en dårlig fysisk tilstand da han kom til babyhjemmet i efteråret 2011. Ligeså var Winnie voldsomt underernæret, fejlernæret og syg da hun flyttede ind på hjemmet et år efter Freds ankomst dertil. Hun var på daværende tidspunkt 4 år gammel og meget lille af vækst, og hun viste meget lidt interesse for at gå. Winnie virkede som en pige der pga. hendes situation havde mistet håbet og troen på mennesker omkring hende. Nu bor de begge på babyhjemmet, hvor de får masser af kærlighed og omsorg, samt den rette behandling for HIV.

Winnie da hun ankom til babyhjemmet!

Winnie i dag!

Fred først da han ankom til babyhjemmet!

Fred i dag!

Lækker Safari ved Murchison Falls!

Fredag d. 5 til søndag d. 7 april oplevede vi en fantastisk safaritur til Murchison falls. Det startede med fredag, at vi blev kørt ud til en næsehornspark, hvor vi fik lov at opleve synet af 3 fantastiske næsehorn. Helt utroligt og det bedste var, at man fik lov til at se dem helt tæt på. Kun en afstand på ca. 20 meter. Godt nok var det også en smule skræmmende, da næsehornene jo ikke var lukket inde men gik ude i den frie natur.  Så da de pludselig begyndte at rejse sig og gå hen imod os, blev vi godt nok en smule forskrækket og nærmest småløb væk fra dem. Men ellers en sjov og fed oplevelse. Jeg elsker at man kan få lov til at være så tæt på de vilde dyr. 

Efter at have været ude og se næsehornene blev vi kørt til et lækkert sted, hvor vi så et stort og utrolig flot vandfald. Det var så smukt og vi fik taget mange gode billeder.

Om lørdagen var vi ude og køre iblandt dyrene i en lækker safari bil, hvor vi fik lov til at sidde ovenpå taget af bilen. Det var fedt! 

Og vi så en masse lækre dyr. Det fedeste var, at vi så en masse giraffer. Det havde de nemlig ikke ved Queen Elisabeth, så det var mega fedt at opleve. 

Vi var også meget heldig at se en løve (:

Vi kom også lige forbi en krokodille! (;

Pludselig løb der også en hyæne over vejen!

Senere om eftermiddagen var vi også på en bådtur, hvor vi til sidst ankom til det store og fantastiske vandfald Murchison falls som parken er opkaldt efter. Det var bare mega fedt! Utrolig smukt! 

Efter at vi kom af båden besteg vi vandfaldet i regn og tordenvejr. Vi blev ekstrem våde og Sofie faldt og slog sin fod kraftigt, men det var stadig det hele værd. En mega fed oplevelse!

Søndag skulle vi på chimpanse trekking. Det var os utrolig fedt at vandre rundt i en regnskov og vi så en hel flok af chimpanser. Det var også fedt at se dem så tæt på, men lidt skræmmende også, da vi fik af vide at de godt kunne finde på at fange os eller bide en finger af. Så hvis de kom nær os, skulle vi sætte os i en kugle på jorden, i stedet for at løbe væk. Heldigvis skete der ikke noget og vi kom alle hjem i god behold med alle vores fingre :D

Alt i alt havde det været en utrolig oplevelse. Det var så vildt at få lov til at opleve alle dyrene og specielt de to fantastiske vandfald. En ubeskrivelig oplevelse man aldrig vil glemme!