At undervise på en afrikansk skole!

Conerstone skole er som sagt den skole Heidi og jeg underviser på. Den ligger ca. 9 km væk fra farmen, så vi kører på boda boda tirsdag og torsdag når vi skal derud. Skolen er meget fattig og den består af to bygninger hvor den ene er meget almindelig mens den anden er rimelig nedslidt og kun består af nogle måtter som vægge. 

Den store bygning som er bygget af muresten. Mit klasselokale er  til højre for tavlen i midten. Lige der hvor kvinden i den røde trøje står. (:

Den anden bygning hvor væggene kun er lavet af måtter der hænger. Heidi har klasselokale i de to sidste rum til højre (:

Midt i skolegården har de også en klokke som også er rimelig anderledes i forhold til dem vi har derhjemme.

Omme bag ved skolen har de også et primitivt toilet og en fodboldbane som de lidt ældre børn bruger i idrætstimerne. Men ellers ligger skolen et flot sted med en rigtig god udsigt over det ugandiske landskab. Skolen har også forskellige trin alt efter hvor dygtige og gamle de forskellige elever er. Den første klasse hedder Babyclass som er for børn mellem ca. 3-4 år. 

Babyclass der danser for mig sammen med Miss Mary (:

Så kommer Topclass som er for børn mellem ca. 4-6 år. Derefter fortsætter klasserne fra P1 til P7, hvor P7 er de dygtigste på skolen.  

Miss Pauline der underviser en af de ældre klasser (:

 Personligt har jeg aldrig rigtig selv haft nogen erfaringer i at undervise på en skole. Jeg har heller aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at undervise, og da slet ikke på engelsk! Så tanken om at undervise på en skole i starten var meget grænseoverskridende for mig. Det var i hvert fald det, jeg var alder mest skrækslagene for ved vores rejse. Lige ud over alle de sygdomme vi fik fortalt på kursusset tilbage i januar, som vi kunne blive ramt af. (; Men alt i alt vil jeg sige, at allerede efter 2 uger var jeg meget positivt overrasket over skolen og det med at undervise. Det kan godt være jeg stadig er lidt nervøs hver gang om morgenen, når vi skal ud til skolen, men det forsvinder hurtigt når man først kommer i gang, og møder lærerne og de dejlige elever igen. Heidi underviser i P1 og P2 i matematik og engelsk og jeg underviser i Topclass, hvilket som sagt er for børn mellem 4-6 år.

Heidi der underviser i P1 (:

Dette gør jeg sammen med Miss Josephine, som er lærer for Topclass. Jeg underviser både i english, numbers, writting, rhymes og drawing. I engelsk lærer de meget om alfabetet, forskellige ting de bruger i hverdagen, og hvordan man staver til de enkelte ord. Numbers er ligesom matematik, hvor de lærer om de forskellige tal og at regne. I writting lærer de så at skrive de forskellige bogstaver i alfabetet. Der bruger de en hel time på at skrive et bogstav ned i deres hæfter igen og igen. I rhymes synger børnene, og lærer forskellige rim med faktor til, hvilket er meget underholdende at se på. I drawing bruger børnene også en hel time på at tegne en stor tegning af et hus, en kat eller noget andet. Det er i alle fag helt utroligt hvor lang tid de bruger på at skrive ned i deres hæfter.

Topclass der har Numbers (:

Generelt starter vi en time med at jeg skrive noget op på tavlen, og forklarer eleverne hvad det er de skal lære i dag, og så bruger eleverne bagefter over halvdelen af den time de har, til at skrive ned i deres hæfter alt det der står på tavlen, plus deres øvelse. Det handler virkelig om tålmodighed som lærer! Bagefter kommer de så, og afleverer det de har lavet til mig, hvor jeg så skal rette det igennem. Det er virkelig også en udfordring nogle gange, for det er ikke alle elever der er så gode til at skrive, og lave mellemrum mellem deres ord. Bare det at lægge 2+3 sammen kan nogle gange give 11, så der må man stille og roligt prøve at forklare dem, hvad det rigtige svar er. Det skal lige siges, at det heller ikke er let når de mindste børn ikke er særlig gode til engelsk. Så det handler om at bruge lidt kropssprog nogle gange. Men generelt synes jeg stadig det hele er en udfordring, som jeg godt kan lide. Man lærer alligevel meget.

En af dagene havde jeg også taget nogle farver og en opgave med til børnene, som gik ud på at hvert tal fra 1-10 havde en bestemt farve, og så skulle børnene så farve en tegning ved at kigge på hvilke tal der stod hvor. Dette gik rigtig godt, og børnene var helt vilde med at få lov til at farvelægge. Så det var dejligt at se.

Topclass der er igang med at farvelægge tegningerne.

Men generelt er skolen et dejligt sted at være. Vi hygger og laver sjov med lærerne og vi underviser og leger med børnene. Og de elsker alle sammen at vi er der til at hjælpe dem. Lærerne takker og forklare at forældrene allerede har kunne mærke at deres børn er begyndt at snakke mere engelsk derhjemme og vise interesse for at lære det. Eleverne er glade og er klar på at lære noget og de giver gaver hver dag til os som tak. Det utroligt skønt! Jeg bliver mere og mere glad for den skole og jeg er klar til at hjælpe dem og forhåbentlig gøre en forskel! (: 

Børnene der løber efter os når vi kører hjem på boda boda efter skole (:

Faldskærm på babyhjem!

Fredag d. 22. februar var Heidi og jeg på babyhjemmet i Masaka, som vi arbejder på. Men denne gang havde vi taget en kæmpe faldskærm med. Jeg har nemlig været så heldig at kunne låne en fra børnehaven Luna, som min mor arbejder hos. Dette var børnene virkelig glade for!

De elskede at lege hule under den, hvor de kunne gemme sig og tumle rundt.

Samtidig var de også rigtig glade for at ligge ovenpå faldskærmen. Tror stoffet var helt fantastisk for dem og noget de ikke var vant til.  De puttede sig i hvert fald rigtig godt ind til det.

Fantastisk at se hvor glade børn kan blive for de ting vi kommer med. Elsker børnene på babyhjemmet! De er glædesspredende, stærke og helt igennem fantastiske! (: 

Jeg vil også gerne takke Børnehaven Luna i Hedensted for at kunne få lov til at låne denne fantastiske gave til børnene som de blev utrolig glade for (:

En forlænget weekend!

Sidste weekend oplevede vi en masse ting, og vi fik endnu engang samlet en god håndfuld nye indtryk.

Fredag startede meget normalt, hvor vi var på babyhjem om formiddagen. Herefter havde vi aftalt, at Louise skulle med os hjem til Kamuzinda farm og sove til lørdag. Det skal lige siges at Louise er en anden volontør fra Uganda Child Care, som bor i Masaka. Hun har dog også boet på Kamuzinda farm, og derfor var hun meget glad for at måtte komme med os hjem, og hilse på dem alle herude. Men efter vi var kommet hjem fra babyhjemmet tog Heidi og jeg med det samme til et forældremøde på Conerstone skole. Dette var også lidt en speciel oplevelse. Vi startede med at blive ført ind i et af de små lokaler, hvor der sad en masse forældre. Der var endda så mange, at nogle af dem måtte side udenfor og kigge ind af døren. På forreste række, med ansigtet ud mod forældrene, skulle vi så sidde sammen med de andre lærer. Jeg kan godt fortælle jer at der blev gloet på os. To hvide mennesker der pludselig var kommet med til forældremøde. Det var åbenbart ret spændende. Men der sad vi så i godt en time, og hørte på at de diskuterede nogle ting omkring skolen og økonomi, og det hele foregik på lugandisk. Heldigvis var der en af lærerne, der gad at oversætte lidt for os, for ellers ville det nok have været rimelig kedeligt. Der skulle også holdes tale fra både Heidi og jeg, så det var også lidt af en udfordring at skulle stille sig op for så mange mennesker, og fortælle om Cornerstone skole og den danske undervisning. Men ellers gik mødet fint, og vi havde en masse sjov med lærerne bagefter. De er alle meget underholdene. (;

Ronald, en af lærerne fra Cornerstone skole som lavede lidt sjov med vores boda boda hjelme :D

Min "søster" Pauline fra Cornerstone skole (;

Lørdag var meget afslappende. Louise tog hjem igen tidlig om morgenen, så dagen blev brugt på hygge, bagning og for første gang i næsten 4 uger fik jeg endelig lov til at sove lidt længere end til kl. 8. Det var godt! (;

Vores første forsøg på at lave chapati som er en slags pandekage (;

Vores lækre mini kagemænd :D

Søndag formiddag var vi blevet inviteret i kirke af en af lærerne på Cornerstone skole, som også er præst. Vi fik af vide at vi skulle være der kl. 9, så vores boda boda mand Josef kørte os derud, så vi var der 9:15. Men da vi endelig fandt det Josef mente var kirken, troede jeg virkelig at vi var kørt forkert. Det var i hvert fald en hel anden kirke, i forhold til den vi var vant til i Kamuzinda. Den var meget fattig og forfaldent. 

Kirken vi var til i søndags (:

Der var heller ingen mennesker da vi kom der, kun 3 eller 4 børn. Klokken var endda over 9, så det undrede vi os meget over, men vi tænkte; ”Nåå ja det er Africa time. De skal nok komme om en halv time eller sådan noget.” Men der gik en time før der dukkede nogle voksne mennesker op, og det var først efter en halvanden time at præsten kom. Så det var lidt vildt, og på grund af dette startede gudstjenesten først ved en 11 tiden. Jeg tror der i alt kom ca. 15 voksne mennesker, og det var med os og præsten.  Resten var børn og der var nok omkring 50 børn. Man følte virkelig at man var kommet til en børnegudstjeneste. Alle sangene var også meget børnevenlige, og der var faktor til alt, så det var nu os meget sjovt. F.eks. blev jeg svinget rundt af præstens kone, som sang for, lige midt under en af sangene, og det synes børnene var vældig morsomt. (;  

Børnene fra kirken (;

Men ellers var gudstjenesten faktisk meget god. Specielt når man tænker på, hvor fattigt det var, og hvor få voksne mennesker der var. De fleste i kirken sad på gulvet eller på nogle gamle bænke. Heidi og jeg havde fået ærespladserne oppe foran på nogle bænke, hvor der endda var blevet lagt et lille tæppe ud til os, som vi kunne sidde på. Meget fornemt. Vi sad også lige ved alle børnene, og de havde meget travlt med at kigge på os, da de slet ikke var vant til hvide mennesker i det område af landet. Jeg kunne endda mærke, at der var nogle der sad og pillede ved mine tæer og hænder, da de var meget fascineret af min lyse hud. Der var også vidnesbyrd i kirken, hvor folk takkede os igen og igen, for at vi var kommet i deres kirke. De sagde at det var en stor velsignelse for dem, så det var da meget rart at man havde gjort den forskel, som virker lille for os, men stor for dem. (:

Heidi og jeg sammen med en ung mand der var skoleleder på en ny skole der lige var startet, som lå ved siden af kirken vi var i. Skolen er også meget fattig, så Heidi og jeg vil tage ud og besøge den en dag med nogle gaver hjemmefra (:

Heidi og jeg sammen med en lille pige og en mand fra kirken (:

 Da vi kom hjem om søndagen efter gudstjenesten tog vi næsten med det samme med Pontiano og Martin til Ugandas hovedsted Kampala, for at være der til mandag. Det var en køretur der ca. tog tre timer, og efter det var vi ved back packers, hvor Heidi og jeg skulle overnatte til mandag. Det var virkelig et hyggeligt sted, og vi fik et dobbelt rum som vi delte.

Mig på vores dobbeltværelse (:

På stedet var der også fyldt med Mzungoer som er hvide mennesker, og vi mødte også en hel flok danskere. Det var lidt sjovt og helt underligt, for man følte pludselig at man var på badeferie i Italien eller sådan noget, og ikke midt i Afrika. Men det var meget rart og vi sov godt om natten.

Gangen uden for vores værelse!

Lækker morgenmad på Back Packers (;

Mandag var store shoppe dag. Vi tog ind til Kampala centrum, og her blev vi mødt af et virvar af mennesker, boda bodaer og biler! Det var et stort kaos! Jeg troede New York var stort og forvirrende og hvor folk bare vadede rundt (det skal lige siges at jeg har været i New York i 9. klasse) men det her var meget værre! Hvis jeg havde gået rundt selv, var jeg endt i en grøft eller sådan noget. Det handlede kun om at komme fremad, og man blev skubbet rundt. Der var boda bodaer overalt og ingen fodgængeroverfelt! Så når Heidi og jeg skulle over vejen, var det noget med at tælle, holde i hånd, og så bare løbe over for at kunne nå det. Der var endda 2 unge fyre der grinede af os, fordi vi bare spurtede over og skreg nærmest hele vejen. Men jeg forstår dem nu os godt. Ej hvor måtte vi have lignet nogle på afveje. (; Nå men vi kom hen til et kæmpe afrikansk marked som var mega godt. Der var vildt mange lækre ting! 

Markedet som vi var på. Kvinderne i denne butik var ekstrem desperate for at sælge noget til os (;

Efter markedet var vi også inde og spiste på en restaurant, der var virkelig god. Jeg fik det lækreste stykke kød med champignonsovs. Ej det var godt! 

Heidi på den restaurant vi var på (:

Min lækre mad :D

Hen på eftermiddagen prøvede vi også på at finde et supermarked, hvor vi kunne få noget Haribo slik og måske noget ost, men det var da godt nok svært at finde. Specielt i alt den kaos, så det endte med at vi måtte droppe det, da klokken var ved at blive for mange, og da vi begge var død trætte.

Et kæmpe shoppecenter vi fandt midt i Kampala virvaret :D

 Så vi fandt et kæmpe taxa sted, hvor vi vandrede rundt for at finde den rigtige minibus vi skulle med. Heldigvis fik vi dog lidt hjælp, da folk hvis godt kunne se på os, at vi var lidt lost. 

Taxa pladsen hvor der var proppet med minibus taxaer ! 

Minibussen vi kørte i (:

Men vi kom sikkert hjem, og det havde været en rigtig god dag også selvom vi var blevet lidt overrasket over den store og forvirrende by.

Så alt i alt havde det været en rigtig god forlænget weekend med mange nye oplevelser som både var tankevækkende, forvirrende, hyggelige, overvældende og sjove.                   

      

En anderledes kirke!

Så er den første måned ved at være gået. Det utroligt at tænke på og svært at forstå, at man allerede har været her i så lang tid. Det føles ikke så længe. Som om tiden er gået meget hurtigt, og alligevel har jeg også en følelse af at jeg kender dette land, min kære farm vi bor på, og at dette er mit ”nye” hjem. (:  

Nå men jeg ville lige fortælle lidt om den kirkelige oplevelse hernede, og hvordan det har påvirket mig. Ind til videre har vi været til gudstjeneste i to forskellige kirker. Kirken i Kamuzinda, som er den kirke hvor Pontiano og hans familie også går i hver søndag. Det er denne kirke vi har været i flest gange, og hvor vi også skal hjælpe til i søndagsskolen. Vi har også været i en anden kirke som ligger langt ude på landet ved et af de fattige steder. Her er en af lærerne på Cornerstone skole præst, og det var ham der inviterede os derud.

Den fattige kirke vi var ude og besøge (:

Mange af menneskerne hernede er Born Again, hvilket er en trosretning der minder meget om den kristne tro. De tager bare biblen meget mere bogstaveligt i forhold til hvad vi gør derhjemme. Pontiano og hans familie er også Born Again og de fleste af lærerne på Cornerstone skole følger også denne trosretning. Så det hører vi meget om i hverdagen, og får lov til at opleve. Når de spørger os om vi også er Born Again, og om mange mennesker i Danmark er det, kigger de vildt underligt på os når vi så svarer, at den trosretning er vi ikke vant til i Danmark. Vi kender slet ikke noget til den i modsætning til i Afrika, hvor den er meget udbredt. Men jeg synes lige i skal høre lidt om hvordan de gudstjenester vi har været til generelt har foregået, og hvilken forskel det har været i forhold til i Danmark.    

En ting der er anderledes er musikken. Herhjemme er vi vant til fra de fleste kirker at vi synger salmer og fællessang og folk bliver siddende på deres pladser og synger stille og roligt med. I modsætning hertil går de meget op i hernede at lovsynge til Gud ved at rejse sig op, danse, klappe i deres hænder og råbe med til musikken. Her mærker man virkelig glæden og freden i kirken, og den taknemmelighed folket har overfor Gud. Samtidig har det nu også været lidt grænseoverskridende for Heidi og mig, da man føler sig lidt malplaceret i den dansende flok. Men stadigvæk elsker jeg musikken og den positive energi det giver.

Kamuzinda kirke hvor kirkekoret optræder.

Kamuzinda kirke hvor de unge optræder!

En anden ting der er anderledes er hvordan man starter gudstjenesten. I Danmark starter man på et bestemt tidspunkt, og folk kommer til tiden, endda for det meste lidt før. I modsætning hertil oplevede vi f.eks. i den fattige kirke, at præsten var en halvanden time forsinket. Det gjorde at gudstjenesten først startede ca. 11:00, hvor den normalt skulle have startet kl. 9:00. Det var virkelig vildt og vi ventede og ventede. I Kamuzinda kirke kommer folk også altid for sent. Men her starter man den første time med at sidde i nogle grupper, som nærmest er en slags bibelgrupper. Her diskuterer man så nogle emner omkring den kristne tro. Folk bliver delt ind i mænd, kvinder, børn, unge og singler. Dette er også noget af en forskel i forhold til gudstjenesterne i Danmark, da vi normalt ikke starter med at dele os i grupper. 

Ventetiden udenfor den fattige kirke.

En tredje anderledes ting er hvor længe gudstjenesten varer. I Danmark varer en gudstjeneste i ca. en halvanden time, hvilket plejer at være længe nok. Men i Kamuzinda har vi f.eks. været til gudstjeneste i over 5 timer! Det var virkelig lang tid! Men ellers varer gudstjenesten normalt i 4 timer.  Men heldigvis står det meste på sang og dans. Så der sker også meget i de 4 timer.  

En fjerde forandring er måden hvordan folk sidder på i kirken. I Danmark går vi bare ind og sætter os, og har ikke nogle bestemte pladser. I modsætning til dette skulle Heidi og jeg, i begge kirker, sidde helt oppe foran på de forreste rækker sammen med alle børnene, fordi vi er højere i hierarkiet hernede. Det er også anderledes at opleve hvordan børnene nærmest skændes om at sidde på skødet af os, og hvordan de elsker at være nær og røre ved os.

Heidi og jeg med nogle af børnene fra kirken 

En femte anderledes ting er, at vi i Danmark normalt ikke beder højt for os selv i kirken eller udrydder onde dæmoner under en gudstjeneste. Dette med at bede højt oplever vi hver gang til gudstjenesterne. Folk råber nærmest til Gud. De beder, og går ned på knæ, og man kan virkelig se hvordan de mener det de beder om. Det med dæmon udryddelse har vi dog kun oplevet en gang i Kamuzinda kirke under den første gudstjeneste. Det var virkelig en oplevelse der ville noget.  Folk stod tætte sammen oppe ved alteret og bad. Pludselig begyndte en kvinde at svinge sin arm rundt meget hurtigt og faldt om på gulvet og vred sig, hvilket var lidt uhyggeligt. Og herefter holdte nogle mennesker hende, imens at præsten bad for hende og udryddede hendes onde dæmon. Noget i den stil skete 4 gange imens vi bad sammen, og det var meget overvældende at se, når man slet ikke er vant til noget i den stil. Personligt blev jeg lidt skræmt over det, men samtidig også meget fascineret af hvorfor folk reagerede på den måde, og hvad der fik dem til at gøre det. Om det virkelig var onde dæmoner eller om det var omgivelserne og stemningen der gjorde det. 

Efter gudstjenesten i den fattige kirke hjalp jeg med at dele kiks og slik ud til børnene.

En sidste anderledes ting er den omsorg og taknemmelig folket i kirken giver os. Specielt i den fattige kirke blev jeg helt overvældet af alt den taknemmelighed de viste os. Der var ca. 15 voksne i alt i den kirke den dag vi var der, hvilket virkelig ikke var særlig mange. Men til gengæld tror jeg der var mere en 30 børn den dag. Men ca. 8 ud af de voksne mennesker var oppe og takke Gud og os, for at vi var kommet til deres kirke. Selv en meget gammel dame der knap nok kunne gå, vandrede hele vejen igennem den store børneflok for at komme op til os, og kramme og takke os for at vi var kommet. Det var så rørende! Den dag kom vi også hjem med 9 ananas og et sukkerrør. Det var helt sindssygt alle de gaver de gav os. Specielt når man tænker på hvor lidt de har. Sikke en oplevelse. Det var for mig en af de bedste kirkeoplevelser jeg nogensinde har haft. Specielt fordi det rørte mig så meget at folk var så taknemmelige bare fordi jeg lige kom forbi deres kirke. Helt utroligt!

Gaverne fra kirken (;

Heidi og jeg sammen med nogle fra kirken (: De var alle vilde med at få taget billeder sammen med os.

På vores boda tur hjem efter kirken blev vi mødt af en masse køer midt på vejen :D

Alt i alt er der mange forandringer hernede i forhold til kirken derhjemme. Men jeg tror virkelig at vi kunne lære noget af det. Lære at få mere sang og dans med ind i vores gudstjenester, vise vores følelser noget mere, have flere vidnesbyrd og gør gudstjenesten meget mere personlig og livlig. Jeg har i hvert fald lært meget hernede fra kirken som jeg vil tage med hjem og benytte i fremtiden.   

Besøgende på Conerstone school!

I dag har vi haft en dejlig dag på skolen Conerstone som vi underviser på. Dog startede dagen lidt hektisk, da det havde regnet en del i løbet af natten og stadig gjorde en smule om morgenen.  Dette gjorde at Heidi og jeg blev 20 min. forsinket, da det er farligt og vådt at køre på boda boda når det regner, men dette gjorde nu ikke så meget da skolen selv var meget forsinket. I den første halvanden time i min klasse jeg underviser i var læreren ikke dukket op endnu, og da hun også havde tingene som jeg skulle bruge måtte jeg selv være lidt kreativ og finde på nogle opgaver børnene kunne lave.

Heidi ved skolen. Her kan man se hvor tomt det hele ser ud når det regner. 

Senere hen på dagen holdte regnen heldigvis op. Så da Martin og Mama Halle som skolen havde inviteret til at komme dukkede op, var vi alle klar til at bruge middagen og eftermiddagen på sang og dans. Det skal lige siges at Martin også er fra Danmark og er kommet her for ca. 2 uger siden. Han bor sammen med os på Kamuzinda farm og hjælper Pontiano på farmen. Men børnene på skolen havde forberedt en masse til os. Først sang skolekoret for os og alle 3 sange handlede om hvor glade og taknemmelige de var for at vi alle 4 var kommet for at besøge og undervise på deres skole. Herefter sagde en af lærerne noget og Martin og Mama Halle var også oppe for at sige et par ord til eleverne og lærerne.

Skolekoret der sang for os og bød os velkomne (:

Skolekoret der danser og synger!

 Vi oplevede også noget ugandisk dans som børnene også havde forberedt til os. Det var vildt fedt at se!

Ugandisk dans hvor de virkelige kunne bevæge deres hofter!

Til sidst blev der spillet en fodboldkamp, hvor både Heidi og Martin deltog.

Fodboldkamp hvor Martin er med ude og spille!

Nogle af børnene hoppede i svingetorv!

Selv var jeg rimelig beskæftiget, da jeg gav en af pigerne fra de ældste klasser lov til at flette en fletning i mit hår. Men den ene fletning blev til mange og pludselig stod der ca. 30 børn omkring mig og beundrede mit hår, og hvordan de store piger var i gang med at flette det. Det var noget flot hår jeg kom hjem med.

Som billedet viser var jeg rimelig beskæftiget. Min egen private frisørsalon (;

Sidst på dagen fik vi lidt matose at spise, og så var vi alle klar til at tage hjem igen på boda bodaerne. En fantastisk dag med masser af sang, dans, sjov og godt selskab både fra de søde lærer og de fantastiske børn.