En anderledes kirke!

Så er den første måned ved at være gået. Det utroligt at tænke på og svært at forstå, at man allerede har været her i så lang tid. Det føles ikke så længe. Som om tiden er gået meget hurtigt, og alligevel har jeg også en følelse af at jeg kender dette land, min kære farm vi bor på, og at dette er mit ”nye” hjem. (:  

Nå men jeg ville lige fortælle lidt om den kirkelige oplevelse hernede, og hvordan det har påvirket mig. Ind til videre har vi været til gudstjeneste i to forskellige kirker. Kirken i Kamuzinda, som er den kirke hvor Pontiano og hans familie også går i hver søndag. Det er denne kirke vi har været i flest gange, og hvor vi også skal hjælpe til i søndagsskolen. Vi har også været i en anden kirke som ligger langt ude på landet ved et af de fattige steder. Her er en af lærerne på Cornerstone skole præst, og det var ham der inviterede os derud.

Den fattige kirke vi var ude og besøge (:

Mange af menneskerne hernede er Born Again, hvilket er en trosretning der minder meget om den kristne tro. De tager bare biblen meget mere bogstaveligt i forhold til hvad vi gør derhjemme. Pontiano og hans familie er også Born Again og de fleste af lærerne på Cornerstone skole følger også denne trosretning. Så det hører vi meget om i hverdagen, og får lov til at opleve. Når de spørger os om vi også er Born Again, og om mange mennesker i Danmark er det, kigger de vildt underligt på os når vi så svarer, at den trosretning er vi ikke vant til i Danmark. Vi kender slet ikke noget til den i modsætning til i Afrika, hvor den er meget udbredt. Men jeg synes lige i skal høre lidt om hvordan de gudstjenester vi har været til generelt har foregået, og hvilken forskel det har været i forhold til i Danmark.    

En ting der er anderledes er musikken. Herhjemme er vi vant til fra de fleste kirker at vi synger salmer og fællessang og folk bliver siddende på deres pladser og synger stille og roligt med. I modsætning hertil går de meget op i hernede at lovsynge til Gud ved at rejse sig op, danse, klappe i deres hænder og råbe med til musikken. Her mærker man virkelig glæden og freden i kirken, og den taknemmelighed folket har overfor Gud. Samtidig har det nu også været lidt grænseoverskridende for Heidi og mig, da man føler sig lidt malplaceret i den dansende flok. Men stadigvæk elsker jeg musikken og den positive energi det giver.

Kamuzinda kirke hvor kirkekoret optræder.

Kamuzinda kirke hvor de unge optræder!

En anden ting der er anderledes er hvordan man starter gudstjenesten. I Danmark starter man på et bestemt tidspunkt, og folk kommer til tiden, endda for det meste lidt før. I modsætning hertil oplevede vi f.eks. i den fattige kirke, at præsten var en halvanden time forsinket. Det gjorde at gudstjenesten først startede ca. 11:00, hvor den normalt skulle have startet kl. 9:00. Det var virkelig vildt og vi ventede og ventede. I Kamuzinda kirke kommer folk også altid for sent. Men her starter man den første time med at sidde i nogle grupper, som nærmest er en slags bibelgrupper. Her diskuterer man så nogle emner omkring den kristne tro. Folk bliver delt ind i mænd, kvinder, børn, unge og singler. Dette er også noget af en forskel i forhold til gudstjenesterne i Danmark, da vi normalt ikke starter med at dele os i grupper. 

Ventetiden udenfor den fattige kirke.

En tredje anderledes ting er hvor længe gudstjenesten varer. I Danmark varer en gudstjeneste i ca. en halvanden time, hvilket plejer at være længe nok. Men i Kamuzinda har vi f.eks. været til gudstjeneste i over 5 timer! Det var virkelig lang tid! Men ellers varer gudstjenesten normalt i 4 timer.  Men heldigvis står det meste på sang og dans. Så der sker også meget i de 4 timer.  

En fjerde forandring er måden hvordan folk sidder på i kirken. I Danmark går vi bare ind og sætter os, og har ikke nogle bestemte pladser. I modsætning til dette skulle Heidi og jeg, i begge kirker, sidde helt oppe foran på de forreste rækker sammen med alle børnene, fordi vi er højere i hierarkiet hernede. Det er også anderledes at opleve hvordan børnene nærmest skændes om at sidde på skødet af os, og hvordan de elsker at være nær og røre ved os.

Heidi og jeg med nogle af børnene fra kirken 

En femte anderledes ting er, at vi i Danmark normalt ikke beder højt for os selv i kirken eller udrydder onde dæmoner under en gudstjeneste. Dette med at bede højt oplever vi hver gang til gudstjenesterne. Folk råber nærmest til Gud. De beder, og går ned på knæ, og man kan virkelig se hvordan de mener det de beder om. Det med dæmon udryddelse har vi dog kun oplevet en gang i Kamuzinda kirke under den første gudstjeneste. Det var virkelig en oplevelse der ville noget.  Folk stod tætte sammen oppe ved alteret og bad. Pludselig begyndte en kvinde at svinge sin arm rundt meget hurtigt og faldt om på gulvet og vred sig, hvilket var lidt uhyggeligt. Og herefter holdte nogle mennesker hende, imens at præsten bad for hende og udryddede hendes onde dæmon. Noget i den stil skete 4 gange imens vi bad sammen, og det var meget overvældende at se, når man slet ikke er vant til noget i den stil. Personligt blev jeg lidt skræmt over det, men samtidig også meget fascineret af hvorfor folk reagerede på den måde, og hvad der fik dem til at gøre det. Om det virkelig var onde dæmoner eller om det var omgivelserne og stemningen der gjorde det. 

Efter gudstjenesten i den fattige kirke hjalp jeg med at dele kiks og slik ud til børnene.

En sidste anderledes ting er den omsorg og taknemmelig folket i kirken giver os. Specielt i den fattige kirke blev jeg helt overvældet af alt den taknemmelighed de viste os. Der var ca. 15 voksne i alt i den kirke den dag vi var der, hvilket virkelig ikke var særlig mange. Men til gengæld tror jeg der var mere en 30 børn den dag. Men ca. 8 ud af de voksne mennesker var oppe og takke Gud og os, for at vi var kommet til deres kirke. Selv en meget gammel dame der knap nok kunne gå, vandrede hele vejen igennem den store børneflok for at komme op til os, og kramme og takke os for at vi var kommet. Det var så rørende! Den dag kom vi også hjem med 9 ananas og et sukkerrør. Det var helt sindssygt alle de gaver de gav os. Specielt når man tænker på hvor lidt de har. Sikke en oplevelse. Det var for mig en af de bedste kirkeoplevelser jeg nogensinde har haft. Specielt fordi det rørte mig så meget at folk var så taknemmelige bare fordi jeg lige kom forbi deres kirke. Helt utroligt!

Gaverne fra kirken (;

Heidi og jeg sammen med nogle fra kirken (: De var alle vilde med at få taget billeder sammen med os.

På vores boda tur hjem efter kirken blev vi mødt af en masse køer midt på vejen :D

Alt i alt er der mange forandringer hernede i forhold til kirken derhjemme. Men jeg tror virkelig at vi kunne lære noget af det. Lære at få mere sang og dans med ind i vores gudstjenester, vise vores følelser noget mere, have flere vidnesbyrd og gør gudstjenesten meget mere personlig og livlig. Jeg har i hvert fald lært meget hernede fra kirken som jeg vil tage med hjem og benytte i fremtiden.